Forhistorien
Jeg har gået til regelmæssig mammografi og scanning, hvert andet år, de sidste 14 år. Sidste gang var oktober 2008. Jeg har altid haft svært ved at foretage selvundersøgelse pga meget tæt kirtelvæv. Mammografien har derfor været en slags ’tryghedsforsikring’ for mig. En falsk tryghed skulle det vise sig!
I juli måned bad jeg min læge om en henvisning til mammografi, for rutinemæssing undersøgelse. Planen var at bestille tid, når vi var tilbage fra sommerferien midt i august.
Da vi var tilbage efter en dejlig ferie i Paris, mærkede jeg i midten af august en fortykkelse af huden og vævet i venstre bryst. Dette føltes anderledes end noget, jeg tidligere havde følt og jeg blev en smule nervøs. Jeg trøstede mig dog med, at jeg i hvert fald ikke kunne mærke nogen knude i brystet. Jeg bestilte tid på røntgenklinikken til onsdag, den 8. september.
Nogle dage før min mammografi, begyndte jeg at få brystspændinger og hævelse. Jeg tænkte ikke så meget over dette, da jeg regnede med at det var almindelige PMS spændinger. Ved mammografien fandt lægen ikke noget usædvanligt, men den efterfølgende scanning af brystet viste en kraftig slagskygge, udgående fra en fortætning på 1 cm i diameter i midten af brystet. Lægen mente at det sandsynligvis var lidt arvæv fra en tidligere operation i brystet, hvor jeg fik fjernet en cyste. Men for at udelukke at det kunne være noget ondartet, ville han dog sende mig videre til Rigshospitalet for biopsi.
Jeg fik brev fra Rigshospitalet om at møde op på røntgenafsnittet fredag, den 17. september. I mellemtiden fortsatte mine kraftige brystspændinger, og havde efterhånden holdt på i unormalt lang tid.
Selve mammografien på Rigshospitalet viste stadig intet unormalt. Den efterfølgende scanning viste desværre to suspekte knuder i venstre bryst ud mod armen. Der blev udtaget vævsprøver fra disse og fra et sted mere centralt i brystet, hvor jeg havde fået en lille indtrækning i huden. Herefter kunne jeg bare gå hjem og vente på en indkaldelse fra brystkirurisk afdeling. Ugen efter fik jeg besked om, at jeg skulle møde op den 29. september.
Dagene op til den 29. september var meget svære at komme igennem. Jeg læste en masse om brystsygdomme på internettet – prøvede at finde beskrivelser, der matchede mine symptomer, som måske kunne indikere, at det ikke var så slemt – at det måske var noget godartet.
Den 29. september mødte jeg op på brystkirurisk ambulatorium sammen med Kris. Dommen kom hurtigt og præcist: Der var taget en vævsprøve, som viste forstadier til kræft og en prøve, der viste kræftceller! Prøven med kræftceller var hentet fra en lymfeknude, der hører til i armhulen. Der var altså ikke bare tale om en kræftknude i brystet, men om at der var sat metastase til lymfeknuden! Selve kræftknuden havde man ikke kunnet lokalisere.
Lægen satte operationsdatoen til den 12. oktober. Sygeplejersken fortalte at jeg ville få 6 kemobehandlinger og en række strålebehandlinger efter operationen. På et tidspunkt forlod lægen os og var væk i omkr. en halv time. Da han kom tilbage havde han konfereret med en kollega og de var enige om, at jeg skulle have foretaget en MR-scanning for at lokalisere knuden og bestemme dens størrelse, samt se efter om der var noget i højre bryst også. På baggrund af MR-scanningen skulle det besluttes, om jeg skulle i kemobehandling før operationen, for at give mig den bedst mulige operation. Der var ingen ledige tider til MR-scanning før den 13. oktober, så lægen rykkede operationsdatoen til den 19. oktober. Det var altså 3 uger yderligere med angstfuld venten.
Jeg var totalt i chok! Kris var lige så chokeret. Vi satte os ved et bord uden for et værtshus på Blegdamsvej overfor Rigshospitalet og bestilte et par genstande. Det var som om situationen var standset ud af virkeligheden. Det var helt surrealistisk.
De næste dage sad jeg konstant ved computeren og surfede efter oplysninger om brystkræft og behandlingsmuligheder. Vi forsøgte at få kontakt med klinikker i udlandet, der måske kunne give mig en hurtigere behandling og måske også en primær rekonstruktion af brystet. Jeg kontaktede Dr. Vogl i Frankfurt, men han svarede at hans regionale kemoterapi var målrettet patienter med tilbagefald efter fx brystkræft, fx med metastaser til lunger og lever. Han mente at det Rigshospitalet kunne tilbyde i første omgang var optimalt.
Malteser hospitalet, St. Anna, i Duisburg, var helt umulige at få kontakt med pga sprogvanskeligheder. Jeg undersøgte også ventetider på MR-scanninger på privatklinikker, men lægen på Rigshospitalet oplyste, at de kun vil bruge egne billeder, hvis kvalitet de har tillid til, så andres MR-scanninger ville være spild af tid og penge. Jeg havde en følelse af at støde panden mod en mur hele tiden.
Jeg havde kontakt med Rigshospitalet næsten dagligt, fordi udviklingen tydeligvis gik hurtigt i brystet og jeg var stærkt utryg ved beskeden om, at "der er en kræftknude, den skal bare findes" - jeg var nemlig stødt på sygdommen Inflammatorisk brystkræft flere gange under min surfing på internettet og fandt, at jeg kunne genkende flere af symptomerne... Ved Inflammatorisk brystkræft behøver der ikke være nogen knude, da kræften sidder i lymfebanerne under huden i brystet.
Onsdag den 6. oktober nåede jeg således bunden. I min afmagt ringede jeg til Rigshospitalet og fortalte dem, hvordan jeg havde det og at jeg ikke kunne vente længere med at få en afklaring. Jeg følte at kræften spredte sig rundt i kroppen, mens jeg bare sad og ventede og ventede. Det blev aftalt at lægen ville kontakte mig efter konferencen om torsdagen. Christian kom over og fik mig i løbet af 4½ timer trukket op til overfladen igen (tak for dit smukke væsen min kærlige og kloge søn).