Dagbog 3 - Operation
Onsdag, den 16. marts 2011
I mandags var jeg ude på Herlev og snakke med en plastickirurg. Det var et meget overvældende møde med 1000 informationer og en masse billeder af før og efter.
En mulighed er, at indsætte ekspansionsproteser, bag brystmusklen, under operationen. Disse skal så fyldes med saltvand en gang om ugen de næste uger og skal være fyldt INDEN strålebehandlingen starter… Strålebehandlingen vil ændre huden på det bestrålede område, så den bliver mere tyk og uelastisk. Derfor kan man ikke udvide huden efter en strålebehandling.
Ulempen ved denne metode er, at der måske ikke bliver nok hud tilbage, når brystkirurgen har været i gang, da min kræft sidder i underhudens lymfekar og det vigtigste er selvfølgelig, at al kræften bliver fjernet. En anden mulig ulempe er, at strålebehandlingen kan danne arvæv inde i brystet og indkapsle implantatet, hvilket giver et stift bryst og smerter. Implantatet kan også blive ødelagt af strålerne. Skulle dette ske, kan jeg få implantatet udskiftet, lovede hun mig.
En anden mulighed er, at få overstået operation og stråler og så vente 1 års tid, hvorefter jeg kan få lavet lap-plastik. Dette er en metode, hvor man flytter hud og væv fra andre steder på kroppen og danner et nyt bryst af dette. Denne mulighed giver ar der, hvor lappen skal tages fra (maven eller ryggen). Det er desuden ikke muligt at danne 2 bryster med denne metode, da der ikke er nok at tage af andre steder, Det vil sige, at jeg i så fald skal have dannet det ene bryst vha den første metode og det bestrålede bryst vha lap-metoden og evt. kombineret med et silikoneimplantat. En ulempe ud over arrene, der hvor lappen skal tages fra, er at en lap i sjældne tilfælde bliver afstødt og må kasseres. Så selv om lap-metoden giver det mest naturlige resultat, så er der altså flere usikre elementer (og skæmmende ar).
Uanset hvilken metode jeg vælger, så skal jeg regne med at bruge et halvt til trekvart år på genopbygningen, da der skal laves flere operationer og vævet skal hele mellem hver operation.
Disse oplysninger har givet mig meget at tænke over. Jeg sad i går med disse og mange andre tanker og pludselig opdagede jeg, at der løb tårer ned af kinderne. Da jeg først var blevet klar over det, kunne jeg ikke stoppe tårerne igen og de flød konstant den næste halve time, og jeg har lige siden haft meget "utætte" øjne….
Det sidste halve år har jeg været i konstant alarm-beredskab og har været optaget af, hvad der sker lige her og nu og hvad det næste skridt – eller delmål - skal være. Jeg har kun tænkt et skridt ad gangen og det har holdt mig ovenpå…. Efter at jeg har været hos plastickirurgen, har jeg pludselig været tvunget til at tænke ud i fremtiden – og det var åbenbart for stor en mundfuld. Det værste er, at jeg jo ikke engang ved, om jeg overhovedet vil have foretaget rekonstruktion, eller om jeg ikke bliver lige så lykkelig uden. Det der fylder mest lige nu, er jo om jeg bliver rask (frygten for om kræften har nået at sætte metastaser ligger jo hele tiden i baghovedet). De ting jeg skal tage stilling til, har jeg ingen forudsætninger for at vide noget om. Og sådan har det jo egentlig været det sidste halve år, men nu er der bare blevet lagt endnu flere tvivlsspørgsmål oveni de andre…
Jeg har tid hos plastickirurgen igen den 28/3, så jeg har næsten to uger til at veje og vurdere mulighederne og få dem drøftet med andre…
Onsdag, den 30. marts 2011
Så er vi nået ind i anden uge efter SIDSTE kemobehandling (Flaget til tops) og jeg er på vej til at ligne et menneske igen.. Der har været stærkere smerter i muskler, led og knogler denne gang. Måske skyldes det, at jeg er stoppet med at tage ingefær (det frarådes at tage ingefær i ugerne op til en operation, pga blødningsrisiko). Jeg har en hel del føleforstyrrelser denne gang. Det er lokaliseret under fødderne, på fingerspidserne og i ansigtet. Det er en stikkende vat-fornemmelse og føles nærmest som, når man er blevet bedøvet hos tandlægen… Jeg håber sandelig, at det forsvinder igen - og gerne hurtigt…
I torsdags, den 24. marts slæbte jeg mig ind til Sundhedscentret for kræftramte i Ryesgade, for at høre et foredrag om brystrekonstruktioner efter brystkræft. Foredraget blev holdt af plastikkirurg Pavia Lumholt fra Rigshospitalet. Det var en rigtig godt foredrag, som løftede sløret på flere måder for mig.
I mandags var jeg til opfølgningssamtale med plastikkirurgen, Karin, på Herlev. Lisbeth havde tilbudt at tage med, hvilket jeg var meget glad for..
Jeg var kommet til en 99% afklaring før mødet… Efter foredraget med Pavia Lumholt, har jeg gjort mig mange tanker og der er flere faktorer ifm implantater, som jeg ikke havde fået noget at vide om af Karin.. Det jeg ser som den største risiko, er at implantatet kan forskubbe sig. Der hvor implantatet så sætter sig, vil der opstå en fordybning i brystkassen, hvor implantatet hele tiden vil søge hen, uanset om man senere udskifter det med et andet.. Denne risiko er selvsagt større under en primær rekonstruktion, da det i forvejen er en stor operation, med større risiko for uforudsigeligt resultat… Dertil kommer min anden store anke – at jeg uden tvivl har meget stor brug for at bearbejde min kræftsygdom psykisk efter operationen, og at det vil være en uoverskuelig belastning oveni, at skulle håndtere en måske fejlslået rekonstruktion…
Da jeg var kommet til denne slutning, var mødet sådan set bare en formalitet.. Jeg ville vide om de ville sætte implantater ind EFTER strålebehandling og om hvor langt, man er nået med behandling af stråleskadet hud ved brug af dyrkede stamceller fra fedtvæv…
Karin ville ikke sætte implantater ind lige efter strålebehandling (Pavia mente ellers, at det i nogle tilfælde kunne gå godt inden for 3 – 6 måneder efter strålebehandling før der kom varige ardannelser i huden).. Der skal gå i hvert fald et år, og der vil hun heller ikke bruge implantater – i hvert fald ikke alene. Der vil hun anbefale en kombination med Latissimus Dorsi Lappen (musklen, der sidder mellem skulderbladet og hoften).. Dette er jeg ikke særlig interesseret i, da tanken om at mangle den muskel i ryggen og følgerne af dette afskrækker mig.. Karin sagde at nogle få havde fået mindre problemer med dette, men at langt de fleste var godt tilfredse (det skal hun jo sige!)… Min helt store anke ved lap-plastik er, at man aldrig opnår fuld følelse i huden, der hvor lappen sidder og at der er en (lille) risiko for at lappen bliver afstødt, så den må opereres af igen og kasseres og med grimt resultat og unødige ar til følge…
Mht stamcellebehandling kunne hun ikke sige noget.. Jeg fortalte hende at de på Riget har behandlet 2 patienter med dette, ifølge Pavia. Det så hun godt ud til at vide, men kunne ikke give nogen horisont for, hvornår dette ville blive anvendt mere bredt.. Hun nævnte også fedtinjektioner og ”sugeapparatet”, som stadig er på forsøgsstadiet..
Summasumarum blev, at vi aftalte at jeg skulle komme mig ovenpå operation og sygdom, og så få en henvisning igen fra min onkolog om et år, hvis jeg til den tid ønsker en rekonstruktion.. Min tanke er, at der kan ske meget på et år eller to, og at nye metoder kan være taget i brug til den tid.. Al den skæren i folk kan ikke være af det gode! – jeg sætte mere min lid til nænsomt flytning af fedt med injektion fra andre steder af kroppen – og det skal nok få overtaget inden for rekonstruktion, er jeg sikker på…
Jeg har i dag rykket brystkirurgisk afdeling for svar på, om jeg skal have foretaget sentinel-node operation forud for den store operation.. Det lød som om, det kom helt bag på dem, at der kun er halvanden uge til operationsdatoen!! John (min kontaktlæge) vil skynde sig at tjekke materialet fra Rigshospitalet og så ringe tilbage til mig i morgen eftermiddag. Vi skal også aftale en konsultation, hvor det hele planlægges, så der er efterhånden ikke mange dage at tage af…
I dag har jeg også lavet en aftale med en fysioterapeut med speciale i behandling af brystopererede efter Kirsten Tørsleff's metode. Jeg har valgt Anne Hjordt på Frederiksberg.. Hun syntes, det var rigtig godt af mig, at ringe før operationen, for jo før man kommer i gang med øvelserne, des bedre velbefindende kan man opnå efter operationen og jo bedre kan man modarbejde evt efterfølgende gener i ar og arm.. Hun havde en afbudstid allerede i morgen formiddag, så der var jeg heldig < S>
Onsdag, den 6. april 2011
Jeg har det efterhånden godt igen ovenpå alle kemobehandlingerne. Jeg har dog stadig lidt føleforstyrrelser under fødderne og på fingerspidserne. Mine muskler er heller ikke så stærke mere – især ikke når jeg skal op ad trapper. Og så løber øjnene og næsen i vand hele tiden. Til gengæld har jeg efterhånden får en ”manke” på 2 – 3 cm over hele hovedet :-)
Jeg var hos fysioterapeut Anne Hjordt sidste torsdag. Sikke en sød og kompetent dame. Hun har billedligt talt taget mig i hånden og har lovet at følge mig hele vejen. Hun har arbejdet sammen med Kirsten Tørsleff gennem 15 år og har mange brystkræftpatienter i behandling. Jeg fik nogle øvelser med hjem, som jeg kan lave lige efter operationen og så aftalte vi 4 nye tider efter operationen.
Jeg talte med kontaktsygeplejersken fra brystkirurgisk afdeling i fredags. Hun fortalte at de har analyseret biopsien, som de rekvirerede fra Rigshospitalet, og at man ud fra den har besluttet, at det ikke er nødvendigt, at lave sentinel-node operation på højre side. Jeg vil bede om en uddybende forklaring på denne beslutning på torsdag, når jeg skal tale med lægen.
I dag var jeg til blodprøvetagning (bl.a. for arvelig brytstkræft via mutation i genet BRCA1, som triple-negative har i 90% af tilfældene). Derefter fik jeg taget EKG og til sidst var jeg til PET-CT skanning. Skanningen gik bedre for mig end sidste gang, fordi jeg aftalte med den søde røntgendame, at hun ind imellem skulle fortælle mig, hvor lang tid der var tilbage. Det - og så den Stesolid, jeg fik inden undersøgelsen – hjalp en hel del på min klaustrofobi. Jeg skal have svaret på skanningen på fredag. Lisbeth har lovet at tage med ind på hospitalet, da jeg er temmelig nervøs for svaret. Det er sikkert uden grund, men som kræftpatient, er det ikke sjovt at skulle have svar på prøver.
I morgen skal Kris og jeg ind og snakke med min kontaktlæge på brystkirurgisk afdeling. Han vil være den ene af de to læger, der skal operere mig på mandag. Vi skal gennemgå hele operationen og jeg har en liste med spørgsmål til ham. Bl.a. vil jeg sikre mig at der bliver foretaget fornyet undersøgelse for hormonreceptorer (ER og PR) samt HER2 bedømmelse. Jeg har læst på en amerikansk hjemmeside, at der ved disse bestemmelser er 20% risiko for falske negative, når de er bestemt ud fra biopsier før kemobehandling. Det vil sige, at jeg altså ikke kan være 100% sikker på, at det, de tidligere har målt, er korrekt og det kan jo komme til at betyde, at jeg måske kunne få gavn af målrettet terapi, som jeg så ikke vil få, hvis man regner med falske negative prøver.
På mandag skal så operationen foregå. Vi skal være på hospitalet kl. 7.15 og jeg vil være færdigopereret ved 2-tiden om eftermiddagen. Detaljerne regner jeg med at få i morgen.
Lørdag, den 9. april 2011
Torsdag var Kris og jeg ude på Herlev og snakke med kirurgen, sygeplejersken og anæstesilægen. Jeg bad om, at der bliver foretaget ny bedømmelse af hormonreceptorstatus og HER2 status, da der er 20% risiko for, at den første bestemmelse har medført falske-negative. John sagde, at det gør patologen altid. Vi drøftede også muligheden for at jeg har BRCA1 gen-mutation. Jeg har læst, på amerikanske hjemmesider, at kvinder med triple-negativ brystkræft (østrogen-negativ, progesteron-negativ og HER2-negativ) i 90% af tilfældende også har BRCA1 gen-mutation og altså er arveligt disponerede!
John sagde, at det tester de ikke for på Herlev. Det viser sig, at det er en anden test for arvelighed, de har foretaget på blodprøven :-( . Han sagde, at mht BRCA1 og 2, der skal jeg have en udredning på Kennedy Instituttet. Jeg fortalte, at der har jeg været og at de er ligeglade med hvilken type brystkræft, jeg har. De ser kun på om min mor og mormor har eller har haft brystkræft. Men det kan jo lige så godt være mig, der er den første, der muterer!!! Det har stor betydning for behandlingsmulighederne om man er TN og BRCA1 – da flere forsøg har vist, at denne kombination er mere modtagelig for særlige behandlingsmetoder. Og det er jo væsentligt, såfremt jeg får tilbagefald.
John mente dog at sandsynligheden for, at jeg har gen-mutationen er meget lille, da det kun er ca. 5% af brystkræfttilfælde, der er den arvelige type. Jeg mener at sandsynligheden for at man får inflammatorisk brystkræft er lille (1 - 5%), og sandsynligheden for Triple-negativ brystkræft er lille (10 – 15%), men jeg har altså begge dele! – så hvorfor ikke også BRCA1 gen-mutation???
Jeg vil skrive til Kennedy Instituttet og forklare sammenhængen, og så vil jeg vedlægge dokumentation fra amerikanske hjemmesider. Ufatteligt at man selv skal være mere vidende, end det danske sundhedssystem, for at få den rigtige hjælp og behandling!!!
Med hensyn til selve operationen, så fik vi at vide, at det er John, der skal foretage hele operationen, da der er mangel på ledige kirurger for tiden. Det betyder at John vil operere venstre bryst og armhule først og derefter højre bryst. På den måde vil snitplaceringen på venstre side bestemme hvor snittene skal lægges på højre side. Venstre side skal jo opereres i forhold til, hvor og hvor meget kræft, han finder under operationen. John er meget obs på, at jeg lægger vægt på at arrene er placeret symmetrisk efter operationen.
Jeg skal møde fastende op på Brystkirurgisk afdeling på mandag kl. 7.00. Kl. 8 vil jeg blive kørt ned til operationsgangen og der vil John foretage optegning på brystet af, hvor snittene skal lægges og jeg vil få lagt div. slanger mm i armene – primært den højre, da venstre arm skal være fri til operation i armhulen. Kl. ca 9.00 vil operationen starte… Da der kun er en kirurg om det, vil hele operationen tage omkring 8 - 9 timer. Dvs at jeg vil være færdigopereret omkring ved 18-tiden. Derefter skal jeg ligge nogle timer på opvågning og kommer så nok tilbage til afdelingen ved 21-tiden…
Jeg blev anbefalet at indtage lidt sukker sammen med vand, kaffe eller te kl. 6 inden vi tager hjemmefra, så jeg har fået tilført lidt energi til kroppen, før den lange operation…
Jeg har fået tid til svar på operationen den 29. april.
I går fik jeg svaret på PET-CT skanningen. Det ser heldigvis ud til, at området med kræft i brystet er stærkt formindsket i forhold til skanningen i november. Onkologen sagde også at det er højst sandsynligt, at når det ser ud til, at kemoen har virket godt i brystet, så har den også virket godt på hele resten af kroppen.
Torsdag, den 28. april 2011
Det er nu godt 2 uger siden, jeg blev opereret og det går langsomt fremad med den fysiske formåen. Det værste er, at man føler sig helt handicappet ovenpå sådan en omgang. Jeg er meget bevægelseshæmmet i armene og kan f.eks. ikke løfte dem ret højt op. Dog kan jeg efterhånden samle ting op, som jeg taber på gulvet og jeg kan bedre og bedre få armene strakt ud til siderne. Jeg er stadig ”død” flere steder omkring operationsområdet, men jeg kan mærke at der ganske langsomt vender følelser tilbage hist og her.
Jeg ankom kl. 7.00 mandag morgen den 11. april og fik straks en seng og noget nattøj udleveret. Så fik jeg en smertepakke med piller, som skulle sluges med et glas vand og som ville virke efter opvågning, fik jeg at vide. Kl. 8.30 blev jeg hentet af en portør, som kørte mig ned på operationsgangen. Her ventede Kris og jeg i en halv times tid og så kom først Tina (min kontaktsygeplejerske) og bagefter John og hilste på mig. John havde i sidste øjeblik fundet en kirurg, der kunne være med under operationen. Det var en dame, der hedder Mette. Hun skulle operere min højre side, mens John skulle operere min venstre side og venstre armhule. Kris og jeg sagde farvel og jeg blev kørt ind på operationsstuen, hvor jeg blev tegnet grundigt op og derefter lagt på briksen. Efter at være tilsluttet 117 forskellige slanger og dippedutter, fik jeg at vide at nu ville der blive sprøjtet noget sovemiddel ind i min arm og det ville nok gøre mig lidt ør i hovedet. Der gik vel et halvt minut, så fortalte jeg dem, at nu var jeg ør i hovedet. Derefter fik jeg lagt en maske over næse og mund og så sov jeg. Lidt efter vågnede jeg og spurgte, hvad klokken var. Den var et. Der var altså gået 5 timer (Jeg husker at jeg drømte, at jeg havde udført en vanskelig arbejdsopgave godt og fik ros for det). Jeg blev gjort klar og løftet over i min seng og kørt på opvågningen. Jeg lå på opvågningen i 3 timer, hvor jeg vist fik drukket hele vandværket, og så blev jeg kørt tilbage til afdelingen. Kl. var da 17.15. Lidt efter kom Kris.
John var og hilse på mig allerede på opvågningen og han kom igen tirsdag morgen. Normalt bliver man udskrevet dagen efter en brystkræftoperation, men John syntes jeg skulle blive og beholde drænene i en dag mere. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg følte mig aldeles ikke klar til at tage hjem. Jeg fik besøg af Lisbet og senere kom Kris og Oliver og hilste på. Jeg nød tirsdagen og den omsorg, jeg fik af det søde personale på F118. Det så måske nok lidt drabeligt ud, når jeg kom traskende med hele 2 drænposer med slanger og det hele daskende, men jeg klarede det fint synes jeg og fik nogle gode og hyggelige snakke med mine medpatienter.
Jeg kom hjem onsdag formiddag efter at Tina havde lavet mig en midlertidig ”buste” bestående af en bh udstoppet med vat og ris (som jeg ikke har brugt siden). Om fredagen tog jeg metroen til Frederiksberg for at komme til den aftalte tid hos fysioterapeuten. Jeg havde nok overvurderet mig selv lidt, for jeg fik det meget dårligt, da jeg stod ud af metroen, men det lykkedes mig at undgå at skvatte om midt på perronen. Anne, min fys skyndte sig at give mig dejlig saftevand og så gik vi ellers i gang med programmet. Da jeg skulle hjem igen gik det meget bedre.
Kort før min operation blev Kris’ far indlagt i Hillerød og han døde så Palmesøndag og vi var til begravelse onsdag den 20. april i Vipperød. Det var et par meget hårde uger for Kris.
Påsken gik godt. Kris havde sørget for at vi fik maden bragt hjem fra slagteren Skærtorsdag, som havde tilberedt det hele, så det var lige til at sætte frem. Jeg løftede ikke en finger – dejligt. Det var en dejlig dag med hele familien. Resten af påsken var ren hygge. Påskedag gik Kris og jeg ned til havnen og fik en skøn time på Kystens Perle. Dog havde jeg ikke kræfter til at gå hele vejen hjem igen, så vi var nødt til at tage en taxa.
Jeg har nu været på Herlev 4 gange siden operationen for at blive tømt for væske fra operationsområderne. Mængden er dog blevet mindre for hver gang, så det går den rigtige vej.
Fredag, den 29. april 2011
I dag skulle jeg først til fys og så skulle vi på Herlev for at få svaret på operationen. John kom ud og hentede os, og han så glad ud. ”Jeg har noget godt at fortælle” sagde han og smilede. Da vi kom ind på stuen fortalte han, hvad der stod i patolograpporten. Der var ikke fundet kræft i højre bryst. Der var heller ikke fundet noget kræft i venstre bryst eller i nogen af de 13 lymfeknuder, som var taget ud.
Der er patologisk komplet respons - pCR!!! Kemoterapien har altså fjernet alt kræften!!
Det er meget sjældent, at alt kræft er fjernet efter kemobehandlingen og John var rigtig glad for at kunne fortælle os dette. Kris og jeg var overlykkelige og tudede begge to <kæmpe smiley>
Der er selvfølgelig ingen garanti for at kræften ikke vender tilbage som metastaser, men det er meget sandsynligt, at når kemoen har fjernet alt kræften fra bryst og lymfeknuder, så har den også fjernet evt. kræftceller der måtte være spredt i kroppen, sagde John.
Derefter fik jeg fjernet plasteret og John undersøgte sårene, som han syntes så rigtig fint ud. Der er lidt ”æselører” under armene, men det er næsten uundgåeligt og kan rettes om et års tid, sagde han. Der er også noget asymmetri i snitføringen på venstre og højre side, men det mente han nu var så lidt, at det ikke var nødvendigt at gøre mere ved det. Foreløbig skal det hele have lov til at falde på plads – både via opheling og ved hjælp af fysioterapi. Hvis det så ser meget skævt ud om et år, kan jeg overveje at lade en plastikkirurg kigge på det, men det er bestemt ikke det vigtigste lige nu.
Dagen i dag var den dag, da der var stort bryllup i det engelske kongehus – men det var også dagen, hvor jeg blev erklæret rask efter brystkræft – i sandhed en dag, at huske :) :) :)
Onsdag, den 18. maj 2011
Det går langsomt fremad med genoptræning. Puha hvor er man pludselig handicappet – man bruger jo armene til alting, har jeg opdaget. Jeg kan efterhånden nå tingene på mellemste hylde i de øverste køkkenskabe – og selvfølgelig kun de ting, der står yderst… Jeg har været inde en hel del gange og blive tømt for væske. Nu er der kun væske tilbage i venstre side, men til gengæld er der dannet tykt og hårdt væv under huden i hele operationsområdet. Anne, min fysioterapeut, kæmper en brav kamp for at få det hele bearbejdet, men det er godt nok en ekstra hæmning for bevægeligheden. Lægerne på Herlev siger, at det vil forsvinde igen, men at det normalt tager måneder – måske et helt år (øv). Arrene er i sig selv pæne, siger både læger og fysioterapeut. Selv synes jeg godt de kunne være pænere.
I dag var vi ude på Kennedy Centret i Glostrup. De har sandelig fundet ud af, at der er en sammenhæng mellem Triple-negativ brystkræft og en defekt i det, der kaldes BRCA1-genet, og derfor ville de godt tilbyde mig at få undersøgt mit blod for, om jeg har denne gen-defekt, som jo altså giver arvelig brystkræft… Det er meget sjovt, for sidst jeg var på Kennedy Centret i januar, blev jeg afvist, da jeg forsøgte at komme ind på netop denne sammenhæng, som jeg har læst om på amerikanske hjemmesider – da kunne jeg absolut kun have arvelig brystkræft, hvis min mor og mormor også har haft brystkræft, og da det ikke er tilfældet, var det altså usandsynligt, at jeg skulle have denne gen-defekt! Nu mener de så, at hvis bare EN af mine forældre er bærere af denne gen-defekt, så kan jeg sagtens have udviklet brystkræft af den grund…. Nå, man har vel et standpunkt til man tager et nyt <S> Jeg får svar på prøverne i slutningen af juni eller starten af juli….
Det går langsomt fremad med genoptræning. Puha hvor er man pludselig handicappet – man bruger jo armene til alting, har jeg opdaget. Jeg kan efterhånden nå tingene på mellemste hylde i de øverste køkkenskabe – og selvfølgelig kun de ting, der står yderst… Jeg har været inde en hel del gange og blive tømt for væske. Nu er der kun væske tilbage i venstre side, men til gengæld er der dannet tykt og hårdt væv under huden i hele operationsområdet. Anne, min fysioterapeut, kæmper en brav kamp for at få det hele bearbejdet, men det er godt nok en ekstra hæmning for bevægeligheden. Lægerne på Herlev siger, at det vil forsvinde igen, men at det normalt tager måneder – måske et helt år (øv). Arrene er i sig selv pæne, siger både læger og fysioterapeut. Selv synes jeg godt de kunne være pænere.
I dag var vi ude på Kennedy Centret i Glostrup. De har sandelig fundet ud af, at der er en sammenhæng mellem Triple-negativ brystkræft og en defekt i det, der kaldes BRCA1-genet, og derfor ville de godt tilbyde mig at få undersøgt mit blod for, om jeg har denne gen-defekt, som jo altså giver arvelig brystkræft… Det er meget sjovt, for sidst jeg var på Kennedy Centret i januar, blev jeg afvist, da jeg forsøgte at komme ind på netop denne sammenhæng, som jeg har læst om på amerikanske hjemmesider – da kunne jeg absolut kun have arvelig brystkræft, hvis min mor og mormor også har haft brystkræft, og da det ikke er tilfældet, var det altså usandsynligt, at jeg skulle have denne gen-defekt! Nu mener de så, at hvis bare EN af mine forældre er bærere af denne gen-defekt, så kan jeg sagtens have udviklet brystkræft af den grund…. Nå, man har vel et standpunkt til man tager et nyt <S> Jeg får svar på prøverne i slutningen af juni eller starten af juli….